Historien om Rold Gammel Kro

Rold Gammel Kro blev kongelig privilegeret kro den 4. juni 1747 under Kong Frederik 5. 

 

Kroen har gennem tiden haft flere ejere blandt andet cirkusslægten Miehe, der ejede kroen fra 1895-1918. Historien lyder, at cirkusfolket søgte ly på kroen en stormfuld efterårsaften, men blev afvist, fordi de så for snuskede ud efter den lange køretur i stormen. Kort tid efter mødte Mieherne op og købte kroen, der gennem mange år blev vinterhi for det kendte cirkus. 

 

Ved siden af kroen ligger Cirkusmuseet, som har den eneste bevarede cirkusbygning af træ i Danmark, der fungerede som Cirkus Miehes ridehus. 

Museet giver et indblik i cirkus som arbejdsplads i de seneste 200 år. Du får et indblik i både cirkusdirektørens, artisternes og barnets hverdag i cirkusverdenen. En verden, der bestod af meget mere end bifald og beundring fra publikum.

 

Kroen har en samlet kapacitet på op til 300 gæster. Der er 26 værelser og en luksussuite med tre værelser og himmelseng. Derudover er der jagtstuen, restauranten og det store festlokale.

 

Det gamle mejeri i Rold, som er nabo til kroen, er nu også blevet en del af Hundekroen. Planen er, at den flotte gamle mejeribygning skal restaureres og indrettes med kursus- og konferencelokaler.